Ib Hedegaard Sørensen

Igennem de sidste tre år af mit arbejdsliv kom jeg ganske tæt på pårørende til faldne danske soldater, og jeg skulle bistå familierne med alle praktiske forhold omkring bisættelse eller begravelse. Det blev klart for mig, hvor følsomt det var for de fleste mennesker uanset alder at skulle forholde sig til døden.


Senere har jeg mødt familie og venners livsafslutning på hospice. Den ro, forståelse og nærvær, de blev mødt med af personalet, var uvurderlig. Alternativet var frygten for at være alene i eget hjem – uden hjælp, konstant nærvær eller med en smertelindring givet af fremmede, som så kom regelmæssigt i hjemmet. På hospice var der fokus, ro og tid.


Men også for de pårørende udfører et hospice en meget værdifuld mission. Døden på hospice sker på en måde, så de pårørende nemmere kan leve med tabet efterfølgende. Hospice skaber ro og fjerner ansvaret for ”at skulle gøre noget”, som pårørende jo netop ikke kan.


Det tilbud vil jeg arbejde for, at flest mulige kan få.