Jeg tror de fleste mennesker ønsker den sidste tid hjemme sammen med den nærmeste familie. Alligevel dør de fleste, indlagt i et højt specialiseret hospitalsvæsen. Pårørende er oftest årsag til at dette sker, da det kan føles utrygt (og belastende) at have den døende i hjemmet.
Her er ideen om hospice en god løsning, uanset alder, baggrund og sygdom. Et hospice støtter den døende og de pårørende , så den sidste tid opleves lindrende, roligt og afklaret med situationen. Jeg vil meget gerne arbejde aktivt for et hospice mere i region H, og gerne beliggende i Rudersdal kommune.
Jeg har som fysioterapeut arbejdet i såvel hospitalsregi som i det nære kommunale sundhedsvæsen. I flere år været leder for genoptræning, rehabilitering (bl.a. hjerneskade, kræft) i tætte professionelle og tværfaglige miljøer. Min erfaring fra det nære sundhedsvæsen og min viden om kommunikation, borger/patient/pårørendeinddragelse i eget forløb vil jeg gerne bringe i spil, - at den sidste tid forløber i overensstemmelse med den enkeltes ønsker.